En god historie til avisen eller til en hjemmeside er meget forskellig fra en god historie til tv. I en god tv-historie skal der være billeder og helst ”gode” billeder. Vi vil allerhelst fortælle historien i billeder, så seerne kan bedømme historien selv.

Aviser har muligheden for - og pladsen til - at gå i dybden, og som læser bestemmer du selv, hvor mange gange du vil læse et afsnit. Sådan er det ikke på tv, her må historien fortælles, så alle er med hele vejen og ikke føler trang til at skifte kanal.